Af Jakob Wetterslev
Efter 9
måneders intens arbejdsindsats, er det nu endelig lykkedes at finde en
permanent og holdbar løsning for CSR/Nanok rugbyklubs lokalemangel. Dermed
er et stykke lokalt idrætshistorie og et stort socialt arbejde bevaret på
Christianshavn.
Den 1. april 1996 modtog klubben en opsigelse fra Københavns kommune for lokalerne på toppen af Nobels gamle cigarfabrik i Prinsessegade 62. Christianshavn Gymnasium, der bebor resten af ejendommen, havde gennem en længere årrække ytret ønske om selv at benytte lokalerne grundet det stadig stigende elevtal. Opsigelsen kom derfor ikke som nogen total overraskelse, selvom datoen gav grund til tvivl. Alligevel bliver man altid chokeret over en sådan meddelelse, især da den ikke var fulgt op af nogen alternativ løsningsmodel for klubbens fortsatte virke. Juridisk havde Københavns kommune ingen forpligtigelser overfor rugbyklubben hverken i form af genhusning eller økonomisk kompensation. Dette til trods for, at CSR/Nanok har haft til huse i lokalerne i 20 år. Den eneste goodwill var et helt års opsigelse.
Efter at havde sundet sig lidt ovenpå nyheden, gik klubbens bestyrelse i gang med at vurdere situationen. Det altoverskyggende problem var naturligvis, at klubben ikke havde nogen økonomiske ressourcer til rådighed. Klubben drives for medlemmernes kontingentindbetalinger, tilskud fra FOS- midlerne samt et mindre overskud fra salg af Lillebror lodder, børnehjælpsdagsindsamlinger o.lig. Rugbysporten er forholdsvis lille og ukendt herhjemme, og har derfor ikke den store mediebevågenhed, hvorfor det næsten er umuligt at skaffe sponsoraftaler. Pengekassen var derfor tom, og det kommer man jo ikke langt med i dagens Danmark.
Bestyrelsen nedsatte et klubhusudvalg, som dels skulle arbejde på at skaffe økonomiske midler, og dels skulle finde en brugbar løsning på den manglende værested. Klubbens stifter og tidligere formand - Christian Søe - stillede sig endnu engang til rådighed for at hjælpe med til at redde klubbens fortsatte eksistens.
Intet er så galt at det ikke er godt for noget, og klubbens situation åbnede mulighed for at realisere en gammel drøm om klubhus og bane samme sted. Det blev derfor besluttet at arbejde på at bygge et hus på Kløvermarken, hvor man til daglig udøver sin sportslige aktivitet. I første omgang blev KI kontaktet, for at høre om mulighederne for at bygge. KI var i gang med at udvide boldarealet på Kløvermarken, og havde i den forbindelse afsat et område til opførelse af klubhuse. Selve opførelsen havde KI ingen midler til, så det var for evt. interesserede klubbers egen regning. De var dog velvillige til at hjælpe med udarbejdelse af ansøgninger til diverse fonde.
Skolevæsnet der var den egentlige årsag til opsigelsen, var ej heller juridisk forpligtet til at hjælpe CSR/Nanok, men følte dog at de var moralsk forpligtet. På Christian Søe’s opfordring bekostede skolevæsnet et arkitektfirma til udarbejdelse af et byggeprojekt. Prisen på projektet lå på ca. 1,5 mio. kr. eks. Moms - et beløb der virkede helt urealistisk at fremskaffe. Klubhusudvalget begyndte derfor at kigge efter andre løsninger.
Et andet alternativ var Holmen, der netop var blevet åbnet for offentligheden. CSR/Nanok havde i sin spæde begyndelse trænet og spillet på Arsenaløen, så det var oplagt at undersøge mulighederne her. I et tilgroet område langs kanalen ved Refshalevej, fandt man et idyllisk liggende hus, som dog var misligholdt, men sagtens kunne istandsættes og opfylde klubbens behov.
Man udfærdigede en forespørgelse på det omtalte hus til Forsvarets Bygningstjeneste om mulighed for overtagelse og evt. til hvilken pris. Sideløbende havde to lokale socialdemokratiske borgerrepræsentations medlemmer - Finn Rudaizky og Birgit E. Petersen - fået nys om klubbens problemer, og havde startet en offentlig debat om kommunens moralske forpligtigelser overfor en idrætsklub, der havde eksisteret så længe, og som kommunen selv havde sat i den uholdbare situation.
Klubben fik i midlertidigt afslag på det pågældende hus, men Forsvarets Bygningstjeneste var blevet bekendt med klubbens problem, og arbejdede på en alternativ løsning. På et efterfølgende møde mellem CSR og Forsvaret, blev det alternative tilbud fremlagt. Der var tale om Værftsbrovagten øst i indkørslen til Holmen samt en barak, omklædningsrum og en stor dejlig have. Disse faciliteter var noget nær perfekte til klubbens formål, og hvis det senere skulle lykkes at få en aftale i stand om at anvende noget af det tilstødende græsareal til boldbaner, var klubbens gamle drøm noget nær opfyldt. Samtidig ville klubben forblive i sit lokalmiljø, hvilket blev vurderet som altafgørende for den fremtidige eksistens, især i vinterperioden, hvor Kløvermarken ikke er specielt tiltalende. Da prisen samtidig var yderst gunstig, var det uden længere betænkning at bestyrelsen sagde ja til en optionsaftale. Nu manglede der bare at fremskaffe de små 700.000 kr. til selve købet, samt penge til istandsættelse og ombygning.
Et større ansøgnings arbejde til såvel private som offentlige fonde blev igangsat. Her var klubhusudvalget så heldig, at man kunne trække på Christian Søe’s mangeårige virke i diverse udvalg og frivilligt socialt arbejde, hvilket betød et bredt netværk til forskellige relevante og betydningsfulde personer. Det var vigtig ved indsamlingen af anbefalingerne til opbakning af fondsansøgningerne.
Nu vokser træerne jo ikke ind i himlen, og i den efterfølgende tid fulgte en række afslag fra flere af de store private fonde - heriblandt Tuborgs grønne fond, der ellers er kendt for at støtte projekter som dette. Moralen var lav, men Christian Søe’s evige optimisme hold modet oppe blandt udvalgsmedlemmerne. Tålmodighed er en dyd, og det viste sig at bære frugt. Lokale og anlægsfonden under DIF, bekendtgjorde at den var villig til at bidrage med et beløb svarende til halvdelen af købsprisen. Der var dog på betingelse af, at Københavns kommune gik ind i projektet.
Lokalpolitikkerne iværksatte et større lobbyistarbejde, og overbeviste den socialdemokratiske partigruppe på rådhuset om fornuften i at støtte klubbens ansøgning om tilskud. Socialdemokratiet udsendte herefter en officiel pressemeddelelse, hvor de gav deres fulde støtte til projektet, og opfordrede Borgerrepræsentationen til at stemme for en forslag om ydelse af et rente- og afdragsfrit lån til CSR/Nanok med pant i huset. Den megen presseomtale og polemik havde tilsyneladende virket, og trods en lang kommunal bureaukratisk sagsbehandling, der bl.a. betød en forlængelse af optionsaftalen på et par måneder, vedtog Borgerrepræsentationen den 12. december 1996 det socialdemokratiske forslag, hvormed CSR/Nanoks fremtid var sikret. Det var en rigtig julegaveuge for klubben, da der samtidig blev givet tilsagn fra yderligere 2 fonde under Socialministeriet, således at istandsættelsen og ombygningen nu også var sikret.
Ejendommen åbner nye muligheder for CSR/Nanok. Det gælder især for ungdommen, hvor en af idéerne er at åbne klubhuse efter skoletid, så de unge kan komme og fordrive tiden inden træning med bordfodbold, bordtennis o.lig. aktiviteter, frem for at løbe rundt på gaderne. Efter en omgang hård træning skal det så være muligt at få et måltid mad og hygge med klubbens andre medlemmer i alle aldre. Hovedbygningen skal indrettes som en stor klubstue med mulighed for at beværte gæsterne hold fra resten af landet, men også fra udlandet som der er tradition for i rugbysporten. Lokalet skal give mulighed for afholdelse af møder og fester m.v. Desuden skal det rumme bordfodboldspil, billard og andre sociale aktiviteter. Yderligere skal der være plads til Christianshavns Dartklub, som i forvejen har hjemme i CSR/Nanok nuværende lokaler. En anden drøm det nu bliver muligt at opfylde, er indrettelse af eget vægttræningsrum, noget klubben i mange år har efterspurgt. Til det formål vil den tilhørende barak være glimrende. Det forventes at klubbens medlemmer selv forestår det meste af ombygningsarbejdet.
CSR/Nanok er blevet privilegeret i en grad, som endnu ikke er gået helt op for os, og som mange idrætsklubber vil misunde, så nu er det op til klubbens medlemmer selv at realisere de muligheder, der er blevet givet, og bringe klubben sportslig tilbage i toppen af dansk rugby . Endelig vil CSR/Nanok gerne benytte lejligheden til at takke alle der troede på vores sag og har været bidraget til dens virkeliggørelse. Det gælder specielt Finn Rudaizky og Birgit E. Petersen uden hvis hjælp vi næppe var kommet så langt indenfor kommunen.
Sidst men absolut ikke mindst skal en stor tak lyde til Christian Søe, der igen har vist sig uundværlig med sin evige ildsjæl og gå på mod. Han kan nu igen sove roligt i visheden om at hans gamle rugbyklub igen er vendt hjem til sit barndomshjem!
CSR-Nanok
Sponsorklubben:
Absolut Byg & Service
v/ Henrik Mortensen
Kornskyldvej 61a
2300 Kbh. S
www.absolut-byg.dk
Birger Jensen
Transport
Erik Larsen & Co Aps
v/ Kim Svane
VVS og Kloak
Nørrebrogade 60
2200 N
www.eriklarsen.dk
Glarmester Madsen
v/ Kenneth Madsen
Christianshavn-Sundby-Dragør
www.Glarmester-madsen.dk
Peter Johansen
Transport
Sapiens Consulting Aps
v/ Klaus Veile
Langebrogade 5
1411 K
Tlf: 70200669
www.sapiens.nu
S.R. Knudsen Smedemester
v/Steen Knudsen
Samosvej 10
2300 S
Tlf. 23704469
Johnny Gogo
Privat sponsor
Nikolai Olsen
Privat sponsor
Niels Balling
Privat sponsor
Niels Pøhl
Privat sponsor
Kontakt sponsorgruppen:
Sponsorklubben@gmail.com